Få en forsmag på bogen
Læs et uddrag af 5 af de 19 kapitler og få inspiration til at læse hele bogen.
e-bog Bog af Lisbeth Jarlov
Uddrag af bogen
Kvinde Elev Mor Sundhedsapostel Lønmodtager

KAPITEL 4: SUNDHEDSAPOSTEL

Grøn mad
I løbet af 1980érne begyndte jeg for alvor at blive modigere og dygtigere til at lave grøn mad. Kirsten Skaarups kogebøger gav den første inspiration, ligesom ugebladene efterhånden fik grøn mad som fast tema på madsiderne. Jeg fandt ud af, hvordan man gør grønsager til hovedret, så jeg kløede på med grønsagssupper, grønsagstærter, grønne gryderetter og grønne ovnretter. Det var en sand madrevolution, vi gennemgik i det lille hjem. Det helt store gennembrud kom med Tina Scheftelowitz og Sonja Bocks suveræne salater. Nu blev det vegetariske køkken ligefrem spændende, så man også kunne servere gæster indenfor.

Den sidste bølge med nordisk mad og større brug af rodfrugter har jeg naturligvis også kastet mig ud i.

Min mand og jeg er aldrig blevet vegetarer. Kødet holder vi fast i, blot ikke hver dag. Vi supplerer også med en del fisk og skaldyr, der desværre er blevet alt for dyrt. Det er virkelig mærkeligt, som tingene har udviklet sig. Fisk var fattigmandskost i min fars barndom, nu er det mest for de rige, laks fik vi kun til festlige lejligheder i min egen barndom, nu er laks blevet hverdagsmad!

Fastfood er vigtig for mange i dag. Det kan jeg se på det utal af pizzeriaer, shawarma-barer, sushi barer og billige restauranter, der er skudt op her på Østerbro og faktisk i alle danske byer. Der må være en hel del danskere, som næsten aldrig laver mad selv. Der er også efterhånden et stort udbud af færdigretter i supermarkederne. Vi har dog holdt fast i vanen med at lave vores egen aftensmad gennem alle årene, også selv om vi havde travlt, og selv om vi havde råd til at købe færdigmad. Det er blevet en indgroet vane at lave mad selv og nyde den i fred og ro herhjemme. Og hver gang, jeg har købt fast food, er jeg blevet skuffet. Maden er for salt, for fed, for udkogt, for ulækker……..Restaurantbesøg foretager vi kun 2-3 gange om året, og så skal det være en særlig oplevelse.

Som barn af en alkoholikerfar har jeg tænkt en del over mit eget alkoholforbrug. Jeg oplevede, at jeg sagtens kunne styre det, nyde få glas vin og stoppe der. Derfor har jeg ikke behøvet sætte restriktioner for mig selv. Nu nyder jeg en øl til hverdag og lidt mindre end ½ flaske vin fredag og lørdag aften. Jeg kan finde på at tage en enkelt " lille skarp" om aftenen sammen med en kop varm kakao, men mere har jeg ikke lyst til. Mit forbrug ligger på omkring 14 genstande om ugen, altså over den grænse på 7 genstande, som Sundhedsstyrelsen nu anbefaler kvinder at holde sig under. Men her vil jeg for en gangs skyld gå op imod de officielle råd. Det er en urealistisk lav grænse, som jeg ikke ser nogen grund til at rette mig efter, så længe jeg er rask.



KØKKEN
Kontakt Forfatteren
Lisbeth Jarlov
Telefon +45 51 20 14 37
E-mail: LJ@LisbethJarlov.dk
Lene Karup Design






Facebook
Lisbeth Jarlov Omtale