Få en forsmag på bogen
Læs et uddrag af 5 af de 19 kapitler og få inspiration til at læse hele bogen.
e-bog Bog af Lisbeth Jarlov
Uddrag af bogen
Kvinde Elev Mor Sundhedsapostel Lønmodtager

KAPITEL 3: MOR

Familien opløses
Min mand fik efter et års tid arbejde i et af ministerierne, sådan at han kunne flytte permanent over til os. Alt tegnede derfor godt for den lille kernefamilie. 

Men det var ikke godt. Min mand og jeg havde forskellige prioriteringer i vores liv, og da børnene var henholdsvis 4 og 2 år gamle, måtte vore veje skilles.

Jeg måtte nu træffe den svære beslutning at afgive forældremyndigheden over vores søn, det yngste barn. Det var nemlig de skilsmissevilkår, min mand forlangte. Jeg skulle til gengæld have forældremyndigheden over vores datter. Derudover var vilkårene, at vi etablerede et 3 weekend system, sådan at børnene var hos deres far den første weekend, hos mig den anden weekend, og vi havde hver sit barn den tredje weekend. Ferierne delte vi mellem os, så børnene kunne være sammen med en af os hele ferietiden.

Den fælles forældremyndighed var ikke lovfæstet, og jeg ville næppe have valgt den, hvis muligheden havde været der. Jeg havde tænkt over, hvad der skulle ske i tilfælde af skilsmisse, jeg var jo ikke ansat i Børnekommissionen for ingenting. Der var den fælles forældremyndighed til drøftelse, men jeg var personligt skeptisk. Jeg tænkte, at børn har behov for den tryghed, det giver at vide med sikkerhed, hvor de hører til, en fast base. Selvfølgelig skal børnene have kontakt med begge biologiske forældre, men det kræver ikke fælles forældremyndighed. Mit synspunkt var, at hvis forældrene er enige og kan samarbejde, kan de jo bare gøre det, de er enige om. Hvis de ikke er enige, kan den fælles forældremyndighed aldrig fungere, og det ville være katastrofalt for et barn, hvis den fælles forældremyndighed skulle gennemtvinges med magt.

Mit udgangspunkt i 1979 var, at min mand havde den bedste forsørgerevne, rent økonomisk, idet hans indtægt var højere end min, og idet hans kommende samlever også tjente godt. Hun havde desuden ingen børn. Derudover mente jeg, min mand og jeg var lige gode til at tage os af børnene, det havde vi jo gjort indtil da. Endelig mente jeg, at en dreng har brug for en far i hverdagen, eller i hvert fald en anden stærk mandlig rollemodel. Det er ikke optimalt at vokse op kun omgivet af voksne af det modsatte køn. Og sådan en mandlig rollemodel havde jeg ikke i nærheden i 1979.
Som enlig mor med kun to hænder og en almindelig lønindtægt måtte jeg være nøgtern nok til at erkende, at jeg måtte sætte mine egne følelsesmæssige behov til side. Derfor gav jeg plads til den løsning, som var bedst for børnene. Den var, at vores datter blev hos mig, og at vores søn fulgte sin far over i det nye parforhold. Jeg ville for enhver pris undgå et retsligt slagsmål om forældremyndigheden, og jeg måtte indse, at en deling var den bedste løsning situationen taget i betragtning.

Det kan måske lyde, som om det var en nem beslutning. Det var det ikke. Beslutningen om at afgive forældremyndigheden over mit yngste barn var både hård og smertelig. Da jeg 6 ½ år senere skulle sende min anden søn, Kristoffer, i udflytterbørnehave, måtte jeg bede hans far om fast at aflevere ham om morgenen. Jeg kunne ikke bære at skulle stå og vinke farvel til endnu en lille dreng, som blev kørt væk i en bus. Så stærkt har mindet om min ældste søns afrejse fra Albertslund som 2 årig med sin far i en flyttebil prentet sig fast i min hukommelse. Som bedstemor har jeg også været glad for kun at skulle tage imod ved børnehavebussen og ikke vinke farvel.

Forældreansvarsloven fra 2007 bestemte, at forældrene som hovedregel havde fælles forældremyndighed over deres fælles børn. Som det allerede fremgik af Børnekommissionens overvejelser er der et stærkt hensyn at tage til barnets ret til begge forældre. Den fælles forældremyndighed skulle fortsætte, hvis forældrene blev separeret eller skilt. Det betød, at forældrene skulle være enige om en række forhold i barnets dagligdag, for eksempel skolegang, fritidsaktiviteter og flytning. Hvis den ene part ikke var samarbejdsvillig, kunne samkvemmet med den anden forældre  gennemtvinges med magt.

Det så vi en række hjerteskærende eksempler på, hvor ulykkelige børn med magt blev fragtet fra den ene forældre til den anden, og hvor samkvemmet nogle gange kun kunne foregå under opsyn af en myndighedsperson. Det var dybt skadeligt for børnene og i virkeligheden udtryk for ren magtkamp mellem forbitrede voksne. Børnesagkyndige og familieretsadvokater råbte da også vagt i gevær. Tanken om den fælles forældremyndighed var god, men det er ikke i barnets tarv at gennemtvinge den, hvis ikke forældrene kan samarbejde.

I 2012 besluttede et enigt folketing heldigvis, at forældrene alligevel ikke pr. automatik skal beholde den fælles forældremyndighed, hvis de går fra hinanden. Statsforvaltningen kan således afvise den fælles forældremyndighed, hvis det strider mod barnets tarv. Her må den forsmåede forældres ret træde til side for det, som er bedst for barnet.

De fleste skilsmissebørn i dag har en hverdag, hvor de på skift er hos mor og far. Det fungerer som regel godt, og børnene vænner sig til det. Det er jo vilkårene, når nu samfundet har bestemt, at udgangspunktet er den fælles forældremyndighed. Men indimellem kan jeg ikke lade være at tænke, at det må være lidt stressende for børnene, og at jeg nødigt selv ville skulle pendle frem og tilbage mellem to hjem. Men jeg erkender også, at den tætte daglige kontakt med begge forældre er værdifuld for børnene, når forældrene kan samarbejde. Min og min eksmands model fra 1979 havde som konsekvens, at mine to ældste børn ikke fik tæt daglig kontakt med begge deres biologiske forældre.




MOR
Kontakt Forfatteren
Lisbeth Jarlov
Telefon +45 51 20 14 37
E-mail: LJ@LisbethJarlov.dk
Lene Karup Design






Facebook
Lisbeth Jarlov Omtale