Få en forsmag på bogen
Læs et uddrag af 5 af de 19 kapitler og få inspiration til at læse hele bogen.
e-bog Bog af Lisbeth Jarlov
Uddrag af bogen
Kvinde Elev Mor Sundhedsapostel Lønmodtagerbarbour outletcheap celine bags usaugg雪靴專賣店

KAPITEL 1: KVINDE

Barn i 1950érne
Fast struktur og mange legekammerater
Lise Nørgaards bog ”Kun en pige” har været medvirkende til at skabe forestillingen om, at pigebørn ved fødslen ikke var så ønskede som drengebørn i fordums tid. Der har nok været noget om snakken i de miljøer, hvor børnene skulle videreføre en virksomhed eller et landbrug på grund af datidens arve- og formueregler. Men ellers tror jeg, fortællingen giver et lidt overdrevet billede af nybagte forældres ønsker til barnets køn. Mon ikke også vores oldeforældre og tipoldeforældre har været glade for både deres piger og drenge, bare de var sunde og levedygtige? Jeg kender i hvert fald ikke de historier om de uønskede pigebørn fra min egen familie.

Mine forældre fik to døtre, og vi mærkede, at vi var elskede og anerkendte, som vi var. Vi blev tilskyndet til at uddanne os, og det var ikke til diskussion, at vi både skulle have uddannelse og arbejde.

Min mor fik ikke sine forældres støtte til at gennemføre en akademisk uddannelse, som flere af hendes brødre havde fået. Søstrene fik en mellemuddannelse, og det måtte vel være godt nok for en pige, mente min mormor og morfar. Men min mor gennemførte på trods af det. Den fortælling om, at det var forkert, at der i min mors barndomshjem blev gjort forskel på piger og drenge, voksede jeg op med. Kampen for at få lov at tage en højere uddannelse, slap jeg derfor selv for at tage. Selvfølgelig skulle drenge og piger have de samme muligheder, mente mine forældre.
Min bedste ven før skolealderen var Niels, naboens søn, og ham tror jeg nok, jeg sad godt og grundigt på.

Jeg var som andre piger i 1950érne mest klædt i kjoler og nederdele, men min mor syede også knæbukser til mig. Begge dele var fint for mig, og jeg har ingen erindring om, at jeg som barn havde problemer med min kønsidentitet i forhold til påklædning.

Legetøjet og de bøger, vi læste, lagde helt op til de traditionelle kønsrollemønstre. Det handlede altid om en far, der gik på arbejde, og en mor, der passede hjem og børn. Men det påvirkede ikke min opfattelse af, hvad min egen rolle skulle være som voksen. Jeg havde jo en rollemodel i min egen mor og andre selverhvervende kvinder i familien. Min bedste veninde i de første skoleår, Birgit, havde også en udearbejdende tandlægemor. Så selv om de andre børn i opgangen havde hjemmegående mødre, og jeg blev stopfodret med historier om de traditionelle kønsroller gennem alle kulturelle medier, så påvirkede det ikke mit eget syn på, hvad jeg skulle som voksen. Jeg skulle naturligvis det hele.

1950érnes Danmark var fattigt. Min familie var privilegeret på grund af mors arbejde som tandlæge. De måtte i en vis forstand starte forfra, da mor opgav sin tandlægepraksis i Vojens, og familien flyttede til Haderslev til en mindre lejlighed i et nyt etagebyggeri, formentlig et almennyttigt byggeri. 

Jeg husker ikke, hvordan lejligheden var indrettet, men min søster og jeg delte værelse. Vi havde radio, men ikke fjernsyn. Gården var asfalteret, dog med en stor græsplæne i midten. Der var gynger og klatrestativer samt den obligatoriske sandkasse til de små. Ikke særligt opfindsomt, men der var mange børn at lege med. Vi løb på rulleskøjter, hinkede, spillede med små bolde og arrangerede skovture på græsplænen med vores dukker. Det var fint for de mindre børn, men sikkert kedeligt for teenagere.

De andre børns mødre var hjemmegående, det var min mor ikke. Derfor blev min søster og jeg passet en del af dagen i en børnehave, mens vores forældre var på arbejde. Det var det eneste punkt, hvor vi skilte os ud fra de andre børnefamilier. Ellers levede vi præcist som de fleste andre byfamilier i de år: Vi havde en meget struktureret hverdag med morgenmad, børnehave/skole, eftermiddag med legekammerater, fast spisetid om aftenen, bad, godnathistorie og så i seng. Mine forældre arbejdede også om lørdagen.

Mine forældre erhvervede en bil omkring 1955, den kunne vi så køre en tur i om søndagen. Jeg blev næsten altid køresyg, og der var ikke nogen børnevenlige attraktioner i nærheden.
Restaurationsbesøg var udelukket, faktisk kan jeg ikke huske at have spist på restaurant med mine forældre én eneste gang i mine barne- og teenageår. Når vi holdt ferie eller var på udflugter, så havde vi maden med hjemmefra.  Jeg husker tydeligt den grønne metalboks med hylder til smørrebrød til søndagsskovturen. De voksne fik en flaske øl hver, vi piger en sodavand, det var stor luksus for os. Det vigtigste var ikke omgivelserne, men at vores forældre var glade og nærværende.

Vi boede i Sønderjylland i 1950-58, fra jeg var 1 til 9 år. Her havde vi ingen familie omkring os. Alle var langt væk, de nærmeste boede i Odense, så familiebesøg kunne kun ske i anledning af højtider og ferie. Til gengæld glædede jeg mig helt til mavepinegrænsen, når vi endelig skulle besøge enten moster og onkel i Odense eller farmor og farfar i Hedehusene. Men i hverdagen havde vi dem ikke, og det var et savn.

Som bybarn havde jeg ikke forplantningens mysterier tæt inde på livet, men jeg vidste, at voksne gik i seng med hinanden. Mine forældre prøvede ikke at servere den om bierne og blomsterne for mig, min far var trods alt biologilærer. Jeg hørte mange gange mine forældre småfnisende fortælle om, hvordan jeg som ca. 4 årig under vores første udlandsrejse til Amsterdam spurgte, hvad den dame i vinduet i Red Light distriktet dog sad der og ”dovnede” for?

Når vi sejlede over Storebælt, fik jeg udpeget Sprogø, hvor de ”uartige piger” blev sendt hen. Jeg vidste så nogenlunde, hvad det betød.

Et mere kontant bevis var, at jeg fandt min mors pessar i hendes klædeskab, og her fik jeg ingen bortforklaringer.




Barn
Kontakt Forfatteren
Lisbeth Jarlov
Telefon +45 51 20 14 37
E-mail: LJ@LisbethJarlov.dk
Lene Karup Design






Facebook
Lisbeth Jarlov Omtale